Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Værdigrundlag og pædagogik

I Andedammen tager vi afsæt i Københavns Kommunes værdigrundlag med de fire kerneværdier: Respekt, ligeværd, dialog og tillid.

Med udgangspunkt i disse værdier møder vi børnene med en anerkendende pædagogik og med respekt for deres forskelligheder. Ligeværdighed hos os betyder, at alle børn anerkendes for deres individuelle behov og personlighed. De tilgodeses ligeværdigt i planlægningen og udfoldelsen af aktiviteter. Ligesom vi gennem dialog sikrer, at vores børn har medbestemmelse og medindflydelse. Vi arbejder på et grundlag, der er præget af gensidig tillid mellem børn, forældre og det pædagogiske personale.

Herudover har Andedammen formuleret et lokalt værdigrundlag. Vi finder det vigtigt, at barnet først og fremmest oplever tryghed og omsorg, og at de voksne er nærværende og i stand til at indleve sig og forstå det enkelte barns signaler og behov. Derfor er vores fælles værdier: Tryghed, omsorg, nærvær, empati og anerkendelse.

Vores pædagogik skal sikre, at vi kommer omkring det hele barn og alle dets udviklingsområder. Vi har en positiv tilgang til barnet, blandt andet ved at have fokus på barnets potentialer og styrkeområder og ved at give det anerkendelse. Vi arbejder med dokumentation i hverdagen, hvilket betyder, at vi beskriver praksis, tager billeder, laver udstillinger mv.