Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sprogvurderinger

De pædagogiske læreplaner i dagtilbudsloven har sproglig udvikling som et af de seks temaer, der formuleres læringsmål og aktiviteter omkring.

Udvikling af sproget anskues som en forudsætning for at kunne udtrykke sig, kommunikere med andre og have indflydelse på omverdenen. Børnene skal derfor støttes i at udvikle deres danske ordforråd og til at forstå de regler, der gælder for det talte sprog, samtidig med at de bakkes op i deres interesse for det skrevne sprog.

Ifølge de pædagogiske læreplaner kan den pædagogiske opgave konkretiseres ved:

  • at give børnene mulighed for at udvikle deres sprog gennem dagligdags aktiviteter
  • at udfordre børnene til sproglig kreativitet, dvs. til at udtrykke sig på mange forskellige måder og ved hjælp af forskellige kommunikationsmidler
  • at støtte og udvikle børns interesse og nysgerrighed i forhold til tegn, symboler, bogstaver og tal.

Udvidet sprogvurdering i Brønshøj/Vanløse

I Brønshøj/Vanløse-området er det besluttet at sprogvurdere alle børn i 3- og 5-årsalderen. Formålet er at hjælpe og støtte børnene bedst muligt, hvis det viser sig, at der er brug for ekstra opmærksomhed på barnets sprogtilegnelse i en periode. En særlig sprogindsats vil altid blive tilrettelagt i tæt samarbejde med forældrene.

Til hver børnegruppe er der knyttet en fast sprogansvarlig pædagog, som gennemfører sprogvurderingen sammen med barnet for at gøre situationen mest mulig tryg og behagelig for barnet. Det er vuggestuens sprogansvarlige, som vurderer de 3-årige børn, og børnehavens sprogansvarlige, der laver vurderingen for de 5-årige børn.

For at barnet kan modtage en sammenhængende og målrettet sprogindsats, følger sprogvurderingen automatisk barnet, når det skifter institution og skal i skole.